Når man kommer i puberteten, begynder de kvindelige kønshormoner at virke, og det fører til den første menstruation. Her spiller forskellige hormoner, hjernen og æggestokkene sammen. I de år, hvor man er frugtbar, producerer æggestokkene hormonerne østrogen og progesteron. De to hormoner sørger for, at et æg modnes, der sker ægløsning, og livmoderslimhinden dannes. Hver måned frigives et æg ved ægløsning, og hvis det bliver befrugtet, kan det sætte sig fast i livmoderslimhinden og blive til et foster. Hvis man ikke bliver gravid, afstødes livmoderslimhinden to uger efter ægløsningen, og det er menstruationen. Fra omkring 40-årsalderen begynder æggestokkenes ægreserve at slippe op. Fordi der ikke længere frigives et æg hver måned, falder produktionen af østrogen. Livmoderslimhinden bliver mere tør, menstruationerne bliver uregelmæssige og mindre, og forsvinder efter nogle år helt. Overgangsperioden er ofte præget af hedeture, selvom det ikke er helt klart, hvorfor de opstår.
Ved visse sygdomme, som den sjældne autoimmun sygdom Addison, efter kemoterapi, operation på æggestokkene eller strålebehandling, kan overgangsalderen komme tidligere. Det vil sige før man fylder 40. Ofte kender man ikke årsagen.